Nu bliver bæredygtig skrotning af biler nemmere

Nu bliver bæredygtig skrotning af biler nemmere
bestil tid white

Online booking

Bestil tid her

synshal white

Synshal nær dig

Find Synshal

priser white

Gode tilbud nær dig

Bilsynspriser

 

Nyt samarbejde mellem Applus Bilsyn og genvindingsvirksomheden Stena Recycling betyder, at bilister fremover kan indlevere deres bil til skrotning i 65 synshaller landet over. – Aftalen gør skrotning mere tilgængeligt og sikrer miljørigtig genanvendelse af minimum 95 procent af en bil, fortæller Stena Recycling.

Det skal være markant lettere for bilejere at indlevere deres bil til skrotning, og i samme ombæring skal der skrues op for genanvendeligheden af materialer.

Sådan lyder kort og godt hovedtrækkene i den aftale, som landets største bilsynskæde, Applus Bilsyn, og genvindingsvirksomheden Stena Recycling har indgået for at forbedre vilkårene for sikker skrotning og genanvendelse af metaller og komponenter fra køretøjer.

- Samarbejdet med Applus Bilsyn betyder, at bilister fremover også kan indlevere deres bil til skrotning i 65 Applus-synshaller rundt om i landet. Fordi vi får mange flere indleveringssteder og bliver mere tilgængelige lokalt, får flere bilejere mulighed for at køre deres bil til skrotning hos os. Det er vi meget glade for, fordi vi tror på, at vi på den måde kan hjælpe flere danskere til en korrekt og mere bæredygtig måde at genanvende bilen på, siger udviklingsdirektør hos Stena Recycling, Jakob Kristensen.

 

Metaller og komponenter genanvendes i nye biler
Aftalen mellem de to virksomheder falder på et tidspunkt, hvor den globale autoindustri er ramt af store forsyningsproblemer, og hvor mange bilforhandlere herhjemme har store problemer med at levere nye biler.

En opgørelse fra danske bilimportører viser, at der i april måned blev indregistreret 11.015 personbiler, hvilket er 29 procent færre end samme periode sidste år. Den væsentligste årsag hertil er mangel på elektroniske chips og diverse bilkomponenter, der gør det umuligt at følge med efterspørgslen.

Imidlertid forventer Stena Recycling, som er en dattervirksomhed til Stena Metall-koncernen med flere end 3.500 medarbejdere i ni lande, at de nye indleveringsmuligheder til skrotning især kommer til at gavne bilindustrien.

 

- I øjeblikket arbejder vi sammen med 14 certificerede autoophuggere i Danmark, og samarbejdet betyder, at minimum 95 procent af en bil, vi sender til skrotning, bliver genanvendt i en anden industri. På den måde er vi med til at samle metaller og elektroniske komponenter fra brugte køretøjer og sende dem videre til bilproducerende lande såsom Tyskland og Sverige, hvor de bogstaveligt talt kører videre i nye køretøjer. Herudover leverer vi også metaller til byggebranchen. Målsætningen er på sigt at genvinde 100 procent af et køretøj, og på den måde at bidrage til bedre materialeudnyttelse og at reducere industriens CO2-udledning, forklarer Jakob Kristensen.

 

110.000 biler skrottes årligt
Cirka 110.000 brugtbiler bliver hvert år skrottet i Danmark, og i forbindelse med en skrotning udbetaler staten en skrotningspræmie på 2.200 kroner. Applus Bilsyn vil med aftalen tage aktivt del i, at ”endnu flere biler skrottes efter sikre og afprøvede genanvendelsesprocedurer” for at styrke cirkulariteten på området.

Samtidig vil virksomheden gøre det endnu nemmere for bilsynskunder at komme af med bilen.

- Applus’ bilsagkyndige kan give bilejeren en uafhængig vurdering af bilens tilstand, hvilket vil sige, om bilen er skrotningsklar, eller om den kan køre videre. Herfra er det så kunden, der suverænt bestemmer bilens videre skæbne, forklarer administrerende direktør hos Applus Bilsyn, Per V. Rasmussen.

De certificerede autoophuggere afhenter selv bilen hos Applus Bilsyn, hvorfra den køres til skrotning.